Wouw! Tog det virkelig 2 måneder at få skrevet her?!
Da jeg oprettede min blog, syntes jeg, at der endeligt var kommet luft i mit liv - bl.a. til få gang i en blog, men den luft blev hurtigt til småinfektioner og alt muligt andet. Det kom bag på mig - igen igen!
En af de ting jeg vil med min blog er egentlig at få synliggjort vores hverdag; det er så overvældende at sige at ens barn er i behandling for kræft og det griber ind på ufattelig mange måder i vores liv. Vi er heldigvis snart ude af det igen 28.09.08 er i følge planen sidste dag med kemo til Felix.
Min mere intensive tid på hospitalet som pårørende er ved at være lang tid siden, men visse ting sidder alligevel overraskende tæt på overfladen; stressen ved et dropapparat der bibber, lyden af væsken der bliver "trukket" igennem apparatet. Uroen over grædende børn, rædslen over en jamrende mor! Det sidder der og vil aldrig blive glemt helt, men endnu engang kan jeg med glæde konstatere at livets indenoms-overhalinger forstår at ændre billedet!
Tilfældigheder fik mig placeret på en fødegang sammen med en kvinde, der ventede på at hendes fødsel skulle gå ordentlig i gang!
Så var jeg der igen; pårørende på hospital! Og så selvfølgelig overhovedet ikke. Den klynkende kvinde på den anden side af væggen, fik bare smil og varme frem! At få lov at sidde der og være vidne til nyt liv på vej. Wow det var stort.
Nu bibbede dropstativet og den fødede blev urolig og heldigvis kunne jeg berolige med at det var helt ok. Vi trykker her og så slukker alarmen og så ringer vi på jordemoderen, som kommer og fixer det.... Ren rutine, men denne gang bare så anderledes.
Det endte med at jeg var med til hele forløbet og det var på mange måder rigtig healende for mig; at få hospitalet forvandlet til forventnings sted. Stedet for mirakler!
At opdage at mine erfaringer kunne overføres til god støtte, opmuntring og beroligelse. At se det lille liv komme op til sin mor og ligger der med sine sammeknebne øjne, vove det ene øje, lave de fineste grimaser! Tænk at få lov til at vidne al dette.
Et par dage efter fik jeg fornøjelsen af at have barnet liggende en halv time på mit bryst.
Helt ærligt; er der noget bedre en "babyterapi"?! At mærke hans lille krop trække vejret, spjætte lidt og lave grimaser langt væk i drømmeland....
Bare sidde der og fornemme det store vingesus af det ubeskrevede blad, som har alt godt i vente.
Hvad der end fik min vej til at krydse denne oplevelse, så er jeg super taknemmelig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar