De hellige nætter

Det er nat og her er stille.
Har holdt fødselsdag for min store dreng. Han har besøg af en ven. Så uendelige stort i vores liv, så uendelige langt fra normalen.
Her er stille, parcellerne sover og dog brydes nattens mørke af blå blink fra en brandbil på nabovejen.
Luften er ren og vinter-nat-god - heldigvis er blinkene ikke ledsaget af røg.
-
Jeg er for sent oppe - igen.
Det er bare som om nattens stilhed er mit element, en forudsætning for at være mig, som jeg glemmer i hverdagens orkan.

Jeg sidder og tegner og er hemlighedsfuld. Smiler for mig selv og ønsker mig mange flere nætter.

Mon det lykkedes mig at skrive lidt mere i det nye år?

Sørgeligt længe siden at jeg har skrevet. Der har været så meget.... der har været så meget - ja det kan dække lige fra vasketøj og hverdag til... ja fyld selv på!

Vi har haft 3/4 år med en dreng, der fik det tiltagende værre, til han til sidst sad i skolen og skar sår i hånden i timerne eller sad i mørket på toilettet i flere timer uden nogen lærere bemærkede noget.

Som de "overskuds"-forældre vi er kastede vi os ud i kampen for at skaffe et andet skoletilbud og inden længe sad vi i systemstress til op over begge ører. Klager der skulle skrives og opretholdes og opretholdes igen og igen. Utroligt så hårdt et system det er at komme igennem.

Nu har vi fået et skoletilbud til Magnus - han var uden skole i 4 måneder og selvom jeg er ved at svømme over inden i over alt det jeg gerne vil ud med og få ned på skrift,så får jeg nærmest kvælningsfornemmelser ved tanken om at lukke op for posen.
Det skulle nok have være gjort hen ad vejen, men det er en svær balance at skrive om udfordringerne ved at have et anderledelse barn, uden at han føler sig hængt ud.
Men jeg vil søge at finde middelvejen, hvor jeg stadig kan komme af med min fortælling om at være mor, advokat og projektleder for dreng med aspergers syndrom.

Så tager vi hul på kapitel 2

Sønnen har aspergers. Kan jeg egentlig overhovedet tillade mig at offentligegøre det? Det tror jeg nu nok. Han tager det selv meget rolig, tjek fx wikipidia; det er et pænt selskab at komme i! Han syntes selv, at han er noget ganske særligt og det er jo en dejlig vinkel.

Vi fik svaret lige før påske og selvom jeg er vildt lettet over, at han fik en diagnose - det lyder måske forkert, men nu kan vi handle på det og det er noget han kan få hjælp til, så udebliver det store sus. Jeg havde forstillet mig, at med svaret i hånden, skulle jeg bare i krig med at få noget hjælp. Den energi er desværre ikke så markant som ønsket.
Alligevel har jeg ringet rundt, afleveret erklæringer fra psykiaterne til både PPR og socialkontoret; det er os der kommer til at lave benarbejdet.
Selvfølgelig kunne man sige, men jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt fortabt. Vi føler os alene i et spil, hvor vi ikke kender reglerne, men hele tiden opdager nye veje vi skal, nye tove vi skal holde.

Flere måneders stilhed; sku det nu være noget?!

Så er dagen kommet; i morgen får vi - forhåbentlig, det længe ventede svar på sønnens udredning. Eller retter vi får en tilbagemelding, mon ikke det betyder, at vi får svar?!

Jeg er jo ikke særlig tilfreds med, at min blog ikke er blevet opdateret i flere måneder, men når jeg så tænker, at vi i de måneder har ventet og ventet, først på svar på henvisning, så undersøgt muligheder for udredning i det private. Ringet til gud og hvermand. Grædt og forklaret og ringet videre, mens vi egentlig bare venter på at få hjælp til en dreng, der får det værre og værre. Så er stilheden på bloggen bare et spejl på den lammende ventetid.

Vi får så svar i morgen, måske, men derfra skal vi så ud igen og finde ud af , hvilken hjælp sønnen skal have og hvor vi får den. Suk, men jeg må da sige, min tid som lægesekretærelev, virkelig kommer mig til gode.

Min orlov på Felix nærmer sig endelig en afslutning. Det er nu 6 måneder siden han stoppede sin behandling og han har det bare godt! Han har simpelthen udviklet sig så meget og det er vidunderligt at opleve! Han leger på livet løs og fordyber sig i sine relationer. Vi kan godt mærke, at han fortsat har lidt, som han skal have indhentet, men det går rigtig godt!