Sønnen har aspergers. Kan jeg egentlig overhovedet tillade mig at offentligegøre det? Det tror jeg nu nok. Han tager det selv meget rolig, tjek fx wikipidia; det er et pænt selskab at komme i! Han syntes selv, at han er noget ganske særligt og det er jo en dejlig vinkel.
Vi fik svaret lige før påske og selvom jeg er vildt lettet over, at han fik en diagnose - det lyder måske forkert, men nu kan vi handle på det og det er noget han kan få hjælp til, så udebliver det store sus. Jeg havde forstillet mig, at med svaret i hånden, skulle jeg bare i krig med at få noget hjælp. Den energi er desværre ikke så markant som ønsket.
Alligevel har jeg ringet rundt, afleveret erklæringer fra psykiaterne til både PPR og socialkontoret; det er os der kommer til at lave benarbejdet.
Selvfølgelig kunne man sige, men jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt fortabt. Vi føler os alene i et spil, hvor vi ikke kender reglerne, men hele tiden opdager nye veje vi skal, nye tove vi skal holde.
