Skidt under neglene

Vi tog en legekammerat med hjem i går. En dejlig dreng i kategorien; ultimativ tingfinder!

Jeg har altid været ret afslappet omkring skidt og børn, men nu har Felix's behandling ændret det kraftigt!

Kemoterapi slår celler der deler sig ihjel, det er både kræftceller og raske celler, som fx de hvide blodlegemer; kroppens soldater; immunforsvaret. Derfor har Felix været isoleret i det meste at sin behandling. Dvs ingen børnehave, ingen butikker, offentlig transport, museer osv derudaf.

Vi er kommet på legepladser i godt vejr og har haft enkelte venner, som er kommet fast hos os.

Pga det lave immunforsvar er renlighed blevet et kæmpe kapitel i vores hverdag især mens den intensive behandling stod på.

Pludselig er jeg blevet en bakteri-hys mor; jeg har set mig selv rende rundt efter Felix på legepladser for at spritte hans hænder af når han havde røret på legeredskaber. Skulet til børn med snotnæser.

Den værste gang var på den mest fantastiske og vilde rutschebane Jeg havde lovet Felix en sidste tur sammen med mig inden vi skulle hjem.

Felix skynder sig op i tårnet og inden jeg når at følge med smutter en lille dreng ind foran mig. En lille dreng med pletter i hele hovedet, helt tydeligt efter en eller andet børnesygdom. Panik! Jeg kan ikke nå op til Felix, så der er ikke andet end at få ham ned i en fart. Jeg råber - kun i et lettere skingret toneleje "Kom ned, nu! Skynd dig" Felix forstår ingenting, jeg har jo lovet ham en tur og han bliver ked af det. Slevfølgelig, men jeg kan jo dårligt råbe, hvad jeg tænker "et pestbefængt barn!!". Han kommer ned lettere betuttet over sin hysse mor, jeg hiver ham beskyttende til mig og væk fra den lille plet-dreng, der kommer susende. Jeg får hviskende forklaret Felix sagen. Da kysten er klar rutscher vi ned, spritter hænder og kører hjem.

Billedet af mig selv med håndspritten og det skarpe blik er en af de ting jeg virkelig hader ved at være mor til et kræftsygt barn.

Nu er Felix immunforsvar bedre, men jeg skal alligevel tage en dyb indåndning, når jeg så som i går finder de dejlige skatte, som de to 7-årige knægte har slæbt med hjem.

Jeg glæder mig bare til at behandlingen er slut og jeg med god samvittighed bare kan nyde deres skidt under neglene og deres nyeste opfindelse.