Onsdag morgen. Vågner og mærker at depression har fat. Jeg
mærkede den allerede i går aftes. Dejlig aften, med film og strik. Men måske
det var trætheden der kaldte på alle spørgsmålene? ssh gå ikke den vej, svarer
jeg, men det har sat sig i mine celler og sitre som hviskende i alle krogene…
Så er det onsdag og det er tåge i luften og i mig. Solen
kæmper for at bryde igennem den tunge dyne og jeg mærker dens kamp i mig. Åh!!
Solen skal vinde i mig i dag. Jeg giver den lys og opmærksomhed, men cellerne
vil ikke arbejde med… De bare spørger og spørger; hvad nu hvis? Og hvad så, hvis
så? Og hvordan har du tænkt dig det?! Jeg kæmper med solen; lad nu lyset bryde
igennem! Kom nu og kom uden ordene. Uden selvbebrejdelserne, tvivlen og
mismodet.
Måske er det i dag jeg skal undlade kampen? Bare konstatere
det også lever i mig og lade det leve sit eget liv?
Måske var det nok at give det ord? Måske.. Jeg er træt nu
allerede, og tror jeg vil putte mig selv. Trække vejret dybt og stole på at det
snart er ovre igen.
2 kommentarer:
Du ved hvad du skal gøre.
Ind og putte og ud og så gå en lang tur i eftermiddag. Eller måske når aftensolen laver skyggerne lange og lokker energien lidt frem igen?
Kram og tanker til dig, min ven.
Du har beskrevet det rigtig godt. Er selv i samme båd, men er desværre ikke så god til at få det nedfældet.
du er velkommen til at kigge forbi min blog, hvor der er gang i 3 lækre give-away:)
Send en kommentar