Sikke en start!!

Jeg har talt med mit arbejde og der er problemer med at forlænge min orlov.
Jeg skal have orlov til 4.4.09, men ifølge min uddannelse skulle jeg starte på skole i januar og så praktik derfra. Orloven er fortsat til omsorg for Felix og jeg har ikke lyst til at presse mig på job før tid. Vi har været igennem et par svære år alle sammen og har brug for roen i familien. Derudover har Felix’s sygdom jo sat så vanvittig mange tanker i gang, så jeg nu ved at jeg skal noget andet end at være lægesekretær, men jeg har da ikke været helt 100 % afklaret med om det skulle gøres færdig inden jeg går videre.
Nu tilbyder mit arbejde at jeg kan stoppe min uddannelse og søge ind igen på et senere tidspunkt.
Det er jo en kæmpe gave at få netop nu. De kan ikke love mig et job igen, men på den anden side er det måske heller ikke helt spildt.
Det er en stor mundfuld, der gør spørgsmålet; Hvad så?! noget mere nærværende.
Jeg er jo gået i gang med mine 4 uger til at finde min passion, så det er jo en gave at blive stillet fri. Jeg har det jo selv skidt med at lægge planer for at komme tilbage, når jeg dybest set er i tvivl om det er det jeg skal.
-
Egentlig er det jo totalt i tråd med mandagens tanker. En del af mig er pisse bange for, hvad der nu skal ske! Hvordan kommer det til at gå? Vil jeg fortryde det? Vil jeg finde noget andet der gør mig glad? Vil det kunne gå rent økonomisk og tidsmæssigt?
Det ene tip fra i mandags var at dele frygten op i det der er overbevisninger og det der kan laves strategier over. Umiddelbart ser det ud som om, at det ovenstående er til at lave strategier over og det gør det lidt mere trygt.
Følelserne har kørt rundt i mig som spøgelser i en tegnefilm. Jeg er både høj af nyt ilt og rædselsslagen over det nye ukendte. Efter samtalen gik jeg lidt til og fra pc’en, overvejede at ringe til en eller anden, men jeg tog mig i det! Det er kun mig der kan mærke hvad jeg skal gøre og det er nyt og stort at finde hvile og tillid i det.
Men grundlæggende har jeg jo besluttet mig for at jeg ikke vil lade angsten styre længere. Jeg har besluttet, at blive et bedre forbillede for mine børn; vise dem at man skal gå den vej, der får en til at smile!